Umwelt — forestillinger om insekternes oplevelse af verden
Lys- og tekstildesigner Anna Rosa Hiort-Lorenzen
Lydværk af Stine Kvam, Tekst af Kasper Daugaard Poulsen
Videnskabelig sparring med Sune Holm



















Foto: Mads Lending
Åben: Hverdag fra tusmørke til morgengry.
Guide til stedet: Lørdag og søndag kl 17:30
Sted: I skovbrynet mellem Norske Huset og Cascadedalen.
Lydværk af Stine Kvam i drivhus ved Havesøen.
UV lygter lånes i drivhuset
Insekternes omverden — i en antropocæn have
I skovkanten – fra den blå time til morgenlysets frembrud, tilbyder installationen Umwelt havens gæster et nyt sted at se fra. At se verden med insekternes øjne.
Med UV lygte i hånden inviteres du til at undersøge skovbrynet mellem Cascadedalen og Norske huset – med insekternes blik. En søgen, med lyskeglens ultraviolette lys, efter naturens kvaliteter, nektar, former og farver.
I dagslyset er værket en installation af grene, blade, frøstande, svampehyfer og rødder, der er indstøbt i cirkelformet resin. I mørket lyser skulpturer og bemalede skovgenstande, der er tilføjet phosphorescerende pigmenter, i UV farver. De afgiver et ultraviolet lys, som insekter i modsætning til mennesker kan opfatte, og som de orienterer sig efter.
I drivhus ved Havesøen er der til ære for havens insekter, UV lys og en komposition af Stine Kvam – der forestiller sig hvordan insekterne oplever livet.
Og her låner du UV lygter.
–
Hiort-Lorenzen arbejder med den estiske biolog Jakob von Uexkülls (1864-1944) begreb Umwelt* – og lader sig inspirere af hans tanker om, hvordan levende væsner med forskellige artsspecifikke , rumlige-, tidsmæssige-og subjektive referencerammer oplever deres omgivelser. Livet på jorden består af en uendelig variation af sanseverdener, der hver især er forbundne, som et gigantisk musikalsk partitur og dog ekskluderende og uden indbyrdes kommunikation.
Værket Umwelt udfordrer det antropocentriske verdenssyn som den romantiske landskabshave Liselund repræsenterer. Haven er anlagt i slutningen af 1700-tallet, formet af ét menneskes poetiske og følsomme smag, efter et begreb om naturlighed, lånt fra antikkens skønhedsideal. Alt er tilrettelagt af og for individet for at stimulere sanser og følelser, mens man bevæger sig af “naturligt” kurvede stier og stejle skrænter. Umwelt peger på alle de arter, der lever i haven, som hver især har deres oplevelsemodus, ud fra deres kroppes forudsætninger.
—
Vi ”elsker” den vilde natur, men hvis den er besværlig eller ulækker, ”elsker” vi den ikke. Vi har vendt hver en sten på hele planeten og rejst ud i verdensrummet så langt, som vores evner rækker, og vi har aldrig efterladt noget uberørt,— vi kan ikke passe os selv og blande os udenom.
Hvad hvis, vi så os selv på lige fod med alt andet levende? Hvad hvis alt levende kommunikerer og har en intelligens?
Anna Rosa Hiort-Lorenzen
—
* Zoologen Jakob von Uexkülls (1864-1944) term umwelt . A Stroll Through the Worlds of Animals and Men: A Picture Book of Invisible Worlds, 1957. Han beskriver, hvordan erfaringen af at være i verden, er specifik for hver art og hver biologisk enhed, – opbygget af subjektive perceptuelle tegn. Uexkülls placerer sig i kritikken af det anthropocene.
—
Om Anna Rosa Hiort-Lorenzen
Uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole (2005) og har en master i Lighting Design fra Aalborg Universitet (2018). Bor og arbejder i København. Sideløbende med sin kunstneriske praksis har Anna Rosa lavet modekollektioner under navnet Rosa Deer. Kollektionerne er bl.a. udstillet i Paris og Amsterdam. http://rosadeer.dk