OKTOBER 2021

Kastanjeforsamlingen
Koncept: antropolog Cecilie Rubow – i samtale med visuel antropolog Perle Møhl og sociolog Ida Nielsen Langendorf. 

Kastanjeforsamling

Tilrettelagt af Perle Møhl, Ida Nielsen Langendorf og Cecilie Rubow
Filmet og klippet af Anne Sofie Beer Nielsen
Tak til Ragna Aamand, C. Y. Frostholm, Kristina Stoltz, Peter Friis Møller og Lise Langvad, Liselund Laboratorium Møn og alle øvrige deltagere.

Kastanjeforsamling 23. -24. oktober.
I Liselund Have har fire kastanjer vokset sig til en majestætisk størrelse. Det er ikke gået stille af sig trods den noget langsommelige vækstproces. Stammerne er såret, adskillige grene er faldet af, nye er vokset til, og mange alliancer er indgået under jorden. For 250 år siden blev kastanjerne plantet, og siden er de blevet overset, beundret, høstet — og beskadiget af samlivet med andre arter.Hvorom alting er, de indkalder nu atter til samling. Når kastanjernes frugter er ved at modne, vil træerne give ly for samtaler på træ’sk manér. Eftersom ingen endnu ved, hvordan netop træske samtaler føres, og helt særlig kastanjetræsk, må deltagerne forvente en eftertænksom improvisation. 

Kastanjerne har ønsket, mener vi at vide, en samtale om tilknytninger, afhængigheder, jordforbindelser, sammenfiltringer, kærlighed, ansvar og andre samhørigheder, men er i øvrigt som altid rede til at lægge bark til menneskers spørgsmål. 

Da kastanjer også er praktiske væsner, har de opfordret os til, at dette års kastanjeforsamling også har konkrete mellemværender. Ved kastanjeforsamlingens første møde i efteråret 2020 ristede vi kastanjer og drak varme drikke. Det falder altid mennesker let at spise og drikke, og den tradition fortsætter vi. Men i år skal vi også forarbejde nedfaldne grene, og måske plante nye kastanjertræer.

Kastanjetræernes blade vil give ly for vinden, de tykke stammer vil blive overvældende stående, og rødderne strække sig helt som sædvanlig, for at vandet og næringsstofferne kan strømme. Vi forestiller os, at også dette års forsamling vil foregå med en livfuld langsommelighed.

Gratis entré
Børn over 12 år er velkommen sammen med voksne
Kom og gå som du vil. Har du spørgsmål ring til Lise Langvad M: 2667 2660

Lørdag den 23. oktober 2021 kl. 11.00 – 17.00

Kl. 11.00  Kastanjeværksted

Med knive og sandpapir bearbejder vi nedfaldne grene under kyndig vejledning af Ragna Aamand og andre træmennesker. Tag gerne eget håndværktøj med som supplement. Børn kan deltage sammen med voksne.

Et konkret arbejde med træet kan bringe os tættere på det, men hvad indebærer denne forbindelse? Antropologerne Perle Møhl og Cecilie Rubow og sociologen Ida Nielsen Langendorf vil indlede træ’ske samtaler om gamle og nye forbindelser til træer i en verden med økologiske kriser.

Kl. 14.30  Forfatter C.Y. Frostholm og forstmand og naturhistoriker Peter Friis Møller

Mens hænderne endnu arbejder, eller finder hvile, vil Frostholm og Friis Møller fortælle om deres trælidenskaber og deres arbejde med træer. Frostholm udgav i 2018 “Træmuseet”, som både er blevet kaldt en “krammer til verden og til verdens vidunderlige forfattere og træer” og en “original” og “spontant fremvokset montageagtig hybridtekst om træerne i verden og i litteraturen.” Friis Møller har gennem livet arbejdet med forvaltning af skove og Karen Blixens have ved Rungstedlund. Han er forfatter til mange bøger om skove, deribandt “Danmarks træer og buske” og er en levende fortæller om, hvordan træer og menneskers liv er viklet ind i hinanden. 

Søndag den 24. oktober 2021 kl.  10.00 -14.00
Kl. 10:00 Kastanjeværksted
Med knive og sandpapir bearbejder vi nedfaldne grene under kyndig vejledning af Ragna Aamand og andre træmennesker. Tag gerne eget håndværktøj med som supplement. Børn kan deltage sammen med voksne.

Et konkret arbejde med træet kan bringe os tættere på det, men hvad indebærer denne forbindelse? Antropologerne Perle Møhl og Cecilie Rubow og sociologen Ida Nielsen Langendorf vil indlede træ’ske samtaler om gamle og nye forbindelser til træer i en verden med økologiske kriser.

Kl. 12.00 – 13.30 Forfatter Kristina Stoltz
Måske sidder vi stadig med et stykke træ i hånden, når Kristina Stoltz læser uddrag fra sin seneste roman “Paradis først” samt en helt ny tekst om kastanjetræer skrevet til denne lejlighed. Læs med her. Efter oplæsningen vil Kristina fortælle om sit arbejde med at skrive, og en samtale med Cecilie om modet til og mulighederne for at skabe nyt sprog indleder den bredere refleksion under træernes kroner. 


Cecilie Rubow, antropolog, Lektor ved Institut for Antropologi,  hendes forskningsinteresser er orienteret mod en dansk/nordisk kontekst i krydsfelt mellem studiet af religion, naturopfattelser, naturetik og politik. Fra 2018 og tre år frem er hun forskningsleder på projektet Enchantet Ecologies in Scandinavia

Støttet af 15. Juni fonden og Vordingborg Kommune.

Leave a Reply