24., 25., 26. juni 2022

TALKING LANDSCAPES er et omvandrende folkemøde, der undersøger vores forhold til hinanden, til omverdenen og til naturen gennem iscenesatte samtaler i det danske landskab.

DATO: 24., 25., 26. juni 2022
STEDER: Liselund Have, Klintholm Gods og ved det forladte flintindustrianlæg i Hårbølle
BILLET: 50 kr.
Tilmelding 24. og 25.: Køb billet
Tilmelding 26.: Køb billet

På en række unikke lokationer der favner et broget landskab præget af skønhed, historie og kultur, inviterer vi til samtaler om samtiden for at forestille os – og måske skabe – en fremtid med et anderledes forhold mellem mennesker og natur.

Vi befinder os i en kritisk og afgørende tid. Her, midt mellem landskabsidyl og naturdrømme på den ene side og byudvikling og forbrugsbehov på den anden side, er der mulighed for at skabe forandring.

I Liselund Have afholdes Tingenes Råd fredag den 24. juni, kl. 15.00-18.00 og 19.00-22.00.
I et område, hvor Danmarks første biosfæreområde har beliggenhed, har bevarelse af artsrig natur, rig kulturarv og lokal udvikling af erhvervslivet fokus. Både kunstnere og videnskabsfolk samarbejder i og omkring stedet og tager udgangspunkt i samtidens natursyn og den skrøbelige økologiske og klimamæssige situation, vi er i. Men hvad hvis vi lader andre end mennesket taget ordet?

Klintholm Gods afholdes Time Loop lørdag den 25. juni, kl. 13.00-16.00 og 17.00-20.00. 
Det gamle gods har siden 1798 været i familien Scavenius hænder. I dag – 7 generationer senere – er det stadig et afgørende sted i forhold til Møns moderne udvikling. Man fristes til at sige, at godset har ligget her for evigt, men kigger man mod Møns Klint, mod den vilde og sjældne natur, bliver man bevidst om tidens gang; hvor ny godsets og menneskets beboelse af Møn egentlig er i forhold til fortiden.  

I Hårbølle, Den Umulige Samtale, ved det nedlagte flintindustrianlæg ved Hårbølle, søndag den 26. juni kl. 12 – 15 og 17 – 20.
Ved det nedlagte flintindustrianlæg, kigger vi på Møns landskab med det tydelige skifte; engang industri, i dag primært sommerhusidyl. I hvilken retning skal man forny sig? Hvad ønsker det spirende lokalsamfund, hvor den unge generation forlader storbyens dominans? Skal fremtiden planlægges efter vækstparametre eller et andet livssyn, hvor man er i pagt med naturdrømme?  

DE TRE SAMTALEFORMER

Tingenes Råd undersøger, hvad der sker, hvis vi lader dyr, natur og fænomener tale for sig selv i stedet for altid at sætte mennesket i centrum. Time Loop anskuer aktuelle emner fra både fortidens og fremtidens perspektiv. Hvad ville vores forfædre og efterkommere mon råde os til? I Den Umulige Samtale sætter vi farten ned og forbinder personlige oplevelser og følelser, som kan blive til fælles fortællinger. Her husker vi tilbage og tænker fremad sammen.

Læs mere om samtaleformerne her.

Med Talking Landscapes åbner vi et rum for jer, som vil være med til at ændre kursen for fremtiden.

De tre samtaler er en del af Building Conversation, en international platform for dialogisk kunst, der koncentrerer sig om mødet mellem kunst, samtale og samfund. Building Conversation er udviklet af de hollandske kunstnere Lotte van den Berg og Daan’t Sas & belgiske Peter Aers.

DET PRAKTISKE


Formatet:
Til hver samtale er der plads til 20 deltagere.
Selve samtalen varer ca. 2 timer, men med introduktion, vandring til samtalestedet og afslutningsritual skal du afsætte 3,5 time i alt. Det er vigtigt, at du er med hele tiden.
Som en del af afslutningen serveres et let måltid. Billetgebyr på 50 kr. er til dækning af forplejning.
Der kræves ingen forudsætninger for at deltage. Dog kræver formatet aktiv deltagelse fra din side, så du skal have lyst til og være åben for at indgå i samtalen.
Minimumsalder er 16 år.
Alle samtaler er på dansk.

Omstændigheder:
Arrangementer afholdes udendørs eller overdækket og gennemføres i tilfælde af regn.
Påklædning efter vejret.

Guider:
På Møn vil det være digter Shekufe Tadayoni Heiberg, aktionsfilosof Oleg Koefoed og antropolog/performancekunstner Maja Ejrnæs, der guider samtalerne.

Talking Landscapes er anden del af det treårige projekt Metropolis Landskab, der organiseres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med partnere i de 11 medvirkende kommuner med støtte fra Nordea-fonden.


Skriv en kommentar